Lidelsens filosofi - Schopenhauer og Buddha
Da filosofihistoriens vel nok mest notoriske brokkerøv og gnavpot Arthur Schopenhauer (1788-1860) i sin ungdom blev spurgt hvad han ville beskæftige sig med når han blev stor, skulle han angiveligt have svaret:
"Livet er en lidelsesfyldt affære og jeg har sat mig for at bruge mit på at gruble over det."I en anden del af verden i en helt anden tidsalder satte en ung prins sig et lignende forehavende for og blev i processen den fuldt oplyste Buddha. Disse to mænd så i udgangspunktet lidelse som livets helt centrale grundvilkår og satte sig for at finde svar. Men mens Schopenhauer, formet som han var af den vestlige filosofiske tradition, var tænkeren der ville finde svar på hvorfor det hang således sammen, var Buddhas vej til syvende og sidst praktikerens vej. Ikke nok med at han ville finde lidelsens grund. Han ville også finde en metode til at overskride den; at transcendere lidelsen. Nok så Schopenhauer muligheder for temporært at fange glimt af den sande lykke i kunsten og særligt musikken, men lidelsen ville altid ligge på lur og overtage når musikken døde ud.
Så mens man med nogen ret kan sige at Schopenhauer var tænkeren og Buddha praktikeren var udgangspunktet det samme. At tage udgangspunkt i menneskelige grundvilkår og finde svar. På den måde var de begge at betegne som humanister i den forstand at tænkning, filosofi og praksis burde tage udgangspunkt i mennesket og stå i det levede livs tjeneste, og ikke i verdensfjerne sofistiske abstraktioner som så meget af den vestlige filosofi ellers er kendetegnet ved.
Schopenhauer var en stor kritiker af sin egen tids idealistiske filosofis endeløse abstraktioner, og særligt de store filosoffer Hegel og Fichte stod for skud i polemiske angreb på deres tænknings endeløse spekulative abstraktioner.
”Det var ikke bøgerne, men verden der berigede mig”
sagde Schopenhauer og pegede dermed på, at for ham var det det faktiske livtag med livet, der var den primære kilde til erkendelse, mens den begrebsmæssige abstrakte tænkning blev tildelt en sekundær rolle. Som Durant skriver i sit kapitel om Schopenhauer: ”Hvor hans forgængere er abstrakte indtil usynlighed og udvikler teorier, som kun åbner få muligheder for belysning af den virkelige verden,, er Schopenhauer, købmandssønnen, konkret, rig på eksempler og anvendelser, ja. Selv på humor.” Filosofiske problemer er ikke nødvendigvis ”livs- og verdensfjerne snurrepiberier til tidsfordriv for blodløse fantaster, men udspringer i virkeligheden af de spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og gang på gang vender tilbage til.”
Når vi taler om brugbar filosofi og praksis i livets tjeneste, kommer vi ikke udenom antikkens stoikere. Deres filosofiske credo kan udgøres af den græske stoiker Epikurs ord om at "Den filosofi der ikke lindrer nogen lidelse er falsk.” Du skal kunne bruge filosofien på dit eget liv. Den skal give dig redskaber der vil gøre dig i stand til at leve et bedre liv sammen med dig selv og andre.
Da jeg læste historie var jeg ikke interesseret i kongerækker, krige, årstal- og namedropping eller jeopardyagtig historieviden, men i en ”usable past” som det hed: en brugbar historie. En, vil jeg tro, vulgariseret udlægning af det nietzscheanske krav om at historien bør tjene det levede liv og ikke blot være støvet faktaobhobning. Denne tanke fangede mig og lå som en mere eller mindre bevidst tilgang til historien gennem min årtier lange evighedsstudentikose ”karriere”. En brugbar historie? At studere historien for at kunne sige noget om den verden vi befinder os i nu, og ikke mindst tage ved lære, men også helt generelt for at undersøge mennesket og dets væsen som sådan. Jeg forlod imidlertid historiens bølgebrus for at dykke dybere ned i oceanet. Med lidelsen som præsent følgesvend og et sind hovedsageligt stemt i mol, søgte jeg på samme måde svar og en vej ud – eller i det mindste lindring, på min egen vaklende, snublende og knapt så filosofisk skarpe eller determinerede måde.
Lidelse som menneskeligt grundpræmis
I sit 17. leveår blev Schopenhauer grebet af erkendelsen af livet som lidelsesfuldt. Hvis man antager et religiøst verdensbillede, spurgte Schopenhauer retorisk hvorfor fanden Gud har skabt os til at henslæbe vores liv i denne jammerdal? Var det mon nærmere en dæmon, der havde kreeret os for at kunne sidde som en ondsindet tilskuer, og fryde sig djævelsk over vores endeløse kvaler? Erkendelsen af at lidelsen var et menneskeligt grundvilkår, blev skelsættende for hans tænkning, og han skulle senere komme til den konklusion at den fundamentale erfaring af eksistensen som lidelsesfuld var selve filosofiens udspring.
Den danske Schopenhauerekspert Søren R. Fauth skriver i forordet til sin danske oversættelse af Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling:
”lidelseseksistensen er det der tilskynder tænkningen. Kort sagt: ingen lidelse, ingen tænkning. Schopenhauers filosofi er et forsøg på at finde svar på lidelseseksistensens oprindelse og overvindelse. Dette skal ske gennem en omfattende analyse af verdens beskaffenhed, og hvis denne analyse skal lykkes, må den tage afsæt i den konkrete anskuelige erfaring af verden."Ligheden med Buddhas oplevelser og indsigter er slående, men før vi vender blikket mod den gamle indiske vismand, vil vi træde et skridt tilbage og se på Schopenhauers analyse af lidelsens grund.
”Man kan aldrig nå frem til tingenes virkelige natur udefra. Hvor meget man end anstrenger sig så når man ikke andet end billeder og navne.”
”Bevidstheden er kun overfladen af vor ånd. Det er med ånden som med jordkloden, vi kender ikke det indre, men kun skorpen”
”Menneskene bliver kun tilsyneladende draget forfra, i virkeligheden skubbes de bagfra”.
Durant, Will: Store tænkere. København 1952 (første udg.1932)
Fauth, Søren R.: Schopenhauers filosofi.
Schopenhauer, Arthur: Verden som vilje og forestilling. 2009

Kommentarer
Send en kommentar