Lidelsens filosofi - Schopenhauer og Buddha


Da filosofihistoriens vel nok mest notoriske brokkerøv og gnavpot Arthur Schopenhauer (1788-1860) i sin ungdom blev spurgt hvad han ville beskæftige sig med når han blev stor, skulle han angiveligt have svaret:

"Livet er en lidelsesfyldt affære og jeg har sat mig for at bruge mit på at gruble over det."
I en anden del af verden i en helt anden tidsalder satte en ung prins sig et lignende forehavende for og blev i processen den fuldt oplyste Buddha. Disse to mænd så i udgangspunktet lidelse som livets helt centrale grundvilkår og satte sig for at finde svar. Men mens Schopenhauer, formet som han var af den vestlige filosofiske tradition, var tænkeren der ville finde svar på hvorfor det hang således sammen, var Buddhas vej til syvende og sidst praktikerens vej. Ikke nok med at han ville finde lidelsens grund. Han ville også finde en metode til at overskride den; at transcendere lidelsen. Nok så Schopenhauer muligheder for temporært at fange glimt af den sande lykke i kunsten og særligt musikken, men lidelsen ville altid ligge på lur og overtage når musikken døde ud.

Så mens man med nogen ret kan sige at Schopenhauer var tænkeren og Buddha praktikeren var udgangspunktet det samme. At tage udgangspunkt i menneskelige grundvilkår og finde svar. På den måde var de begge at betegne som humanister i den forstand at tænkning, filosofi og praksis burde tage udgangspunkt i mennesket og stå i det levede livs tjeneste, og ikke i verdensfjerne sofistiske abstraktioner som så meget af den vestlige filosofi ellers er kendetegnet ved.

Schopenhauer var en stor kritiker af sin egen tids idealistiske filosofis endeløse abstraktioner, og særligt de store filosoffer Hegel og Fichte stod for skud i polemiske angreb på deres tænknings endeløse spekulative abstraktioner.

”Det var ikke bøgerne, men verden der berigede mig”

sagde Schopenhauer og pegede dermed på, at for ham var det det faktiske livtag med livet, der var den primære kilde til erkendelse, mens den begrebsmæssige abstrakte tænkning blev tildelt en sekundær rolle. Som Durant skriver i sit kapitel om Schopenhauer: ”Hvor hans forgængere er abstrakte indtil usynlighed og udvikler teorier, som kun åbner få muligheder for belysning af den virkelige verden,, er Schopenhauer, købmandssønnen, konkret, rig på eksempler og anvendelser, ja. Selv på humor.” Filosofiske problemer er ikke nødvendigvis ”livs- og verdensfjerne snurrepiberier til tidsfordriv for blodløse fantaster, men udspringer i virkeligheden af de spørgsmål, som ethvert tænkende menneske stiller og gang på gang vender tilbage til.”

Når vi taler om brugbar filosofi og praksis i livets tjeneste, kommer vi ikke udenom antikkens stoikere. Deres filosofiske credo kan udgøres af den græske stoiker Epikurs ord om at "Den filosofi der ikke lindrer nogen lidelse er falsk.” Du skal kunne bruge filosofien på dit eget liv. Den skal give dig redskaber der vil gøre dig i stand til at leve et bedre liv sammen med dig selv og andre.

Da jeg læste historie var jeg ikke interesseret i kongerækker, krige, årstal- og namedropping eller jeopardyagtig historieviden, men i en ”usable past” som det hed: en brugbar historie. En, vil jeg tro, vulgariseret udlægning af det nietzscheanske krav om at historien bør tjene det levede liv og ikke blot være støvet faktaobhobning. Denne tanke fangede mig og lå som en mere eller mindre bevidst tilgang til historien gennem min årtier lange evighedsstudentikose ”karriere”. En brugbar historie? At studere historien for at kunne sige noget om den verden vi befinder os i nu, og ikke mindst tage ved lære, men også helt generelt for at undersøge mennesket og dets væsen som sådan.  Jeg forlod imidlertid historiens bølgebrus for at dykke dybere ned i oceanet. Med lidelsen som præsent følgesvend og et sind hovedsageligt stemt i mol, søgte jeg på samme måde svar og en vej ud – eller i det mindste lindring, på min egen vaklende, snublende og knapt så filosofisk skarpe eller determinerede måde.

Lidelse som menneskeligt grundpræmis

I sit 17. leveår blev Schopenhauer grebet af erkendelsen af livet som lidelsesfuldt. Hvis man antager et religiøst verdensbillede, spurgte Schopenhauer retorisk hvorfor fanden Gud har skabt os til at henslæbe vores liv i denne jammerdal? Var det mon nærmere en dæmon, der havde kreeret os for at kunne sidde som en ondsindet tilskuer, og fryde sig djævelsk over vores endeløse kvaler?  Erkendelsen af at lidelsen var et menneskeligt grundvilkår, blev skelsættende for hans tænkning, og han skulle senere komme til den konklusion at den fundamentale erfaring af eksistensen som lidelsesfuld var selve filosofiens udspring.

Den danske Schopenhauerekspert Søren R. Fauth skriver i forordet til sin danske oversættelse af Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling:

”lidelseseksistensen er det der tilskynder tænkningen. Kort sagt: ingen lidelse, ingen tænkning. Schopenhauers filosofi er et forsøg på at finde svar på lidelseseksistensens oprindelse og overvindelse. Dette skal ske gennem en omfattende analyse af verdens beskaffenhed, og hvis denne analyse skal lykkes, må den tage afsæt i den konkrete anskuelige erfaring af verden."
Ligheden med Buddhas oplevelser og indsigter er slående, men før vi vender blikket mod den gamle indiske vismand, vil vi træde et skridt tilbage og se på Schopenhauers analyse af lidelsens grund.

Formet som vi er af oplysningstidens ånd, bilder vi os selv ind at vi er hævet over de primitive drifter og som rationelle individer bruger fornuften til at navigere i livet. Dette er en illusion, siger Schopenhauer. Det forholder sig tværtom modsat. Vi er dybest set og helt fundamentalt underlagt drifterne, begæret, viljen, og fornuften kommer halsene bagefter som vedhæng. Vi tror at vi overvejende handler rationelt i dagligdagen, men måske forholder det sig således at det i overvejende grad er drifterne der styrer og motiverer vores handlinger og at fornuften har en sekundær betydning. Fornuften bliver noget vi klistrer på efterfølgende som en efterrationaliserende fernis på en driftstyret handling. 

Verden som vores forestilling
Schopenhauer indleder sit hovedværk med sætningen: ”Verden er min forestilling”. Dette var en accept af Kants standpunkt, nemlig at vi kun kender den ydre verden gennem vore sansefornemmelser og forestillinger. Første bog i hovedværket var et angreb på materialismen. Hvorledes kan vi erklære ånd for materie, når vi dog kun kender materien gennem ånden? Når vi bilder os ind, at vi kan erkende materien har vi i virkeligheden ikke erkendt andet end det subjekt, der iagttager materien, øjet der ser den, hånden der føler den, forstanden der erkender den. Det er umuligt at løse den metafysiske gåde, virkelighedens skjulte kerne, ved først at undersøge materien og dernæst tænkningen. Vi må begynde med det vi kender umiddelbart – med os selv.
”Man kan aldrig nå frem til tingenes virkelige natur udefra. Hvor meget man end anstrenger sig så når man ikke andet end billeder og navne.”
Hvis vi går ind og udgrunder vores egen bevidstheds inderste natur, har vi måske nøglen til fænomenverdenen.

Verden som vilje
”Bevidstheden er kun overfladen af vor ånd. Det er med ånden som med jordkloden, vi kender ikke det indre, men kun skorpen”
Under den bevidste forstand ligger den bevidste eller ubevidste vilje, en stræbende, uophørlig livskraft, en spontan aktivitet, den bydende drifts vilje. Undertiden synes forstanden at lede viljen, men kun som vejviseren leder sin herre, viljen ”er den stærke blinde, som på sine skuldre bærer den seende lamme”. Vi ønsker ikke en ting, fordi vi har grunde for det; vi finder grunde, fordi vi ønsker den. Forstanden er altid underordnet begæret, et redskab for dette; når den forsøger at fortrænge viljen, opstår der forvirring. Ingen er så udsat for at begå fejltagelser som den, der altid handler reflekteret. Se på den bitre kamp for føde, mage og børn. Kan den være et resultat af refleksion? Afgjort ikke; den skyldes den halvt bevidste vilje til liv, til et helt og fuldt liv.

”Menneskene bliver kun tilsyneladende draget forfra, i virkeligheden skubbes de bagfra”.

De tror de ledes af det, de ser, i virkeligheden drives de fremad af følelser og instinkter, som de for det meste næppe er sig bevidst. Forstanden fungerer blot som en slags udenrigsminister; naturen har skabt den, for at den kan tjene den individuelle vilje.

Litteratur

Durant, Will: Store tænkere. København 1952 (første udg.1932)

Fauth, Søren R.: Schopenhauers filosofi.

Schopenhauer, Arthur: Verden som vilje og forestilling. 2009

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Intifadaen