Intifadaen

 

Intifadaen - palæstinensernes opstand

Indholdsfortegnelse

Indledning

Intifadaen - og den baggrund

6-dages krigen og følgerne

PLO oprettes

Højredrejning i Israel

Camp David aftalerne

PLO fordrives fra Libanon

Intern splittelse i PLO

"Jernnævepolitikken"

Oprør fra neden

Islamisk Fundamentalisme

Forhandlingsvenlig Arafat

Golfkrigen

Fredsforhandlinger starter

"Selvstyre" med store problemer

Konklusion

Noter

Litteratur

 

Indledning

En af efterkrigstidens måske mest urolige og komplicerede konflikter har fundet sted i Palæstina efter briterne i 1947 opgav deres engagement i mellemøsten og praktisk talt overlod det til jøderne. Selvom der her boede en befolkning i forvejen der var langt talrigere end jøderne - de arabiske palæstinensere, har jøderne til den dag i dag siddet på magten i det lille land Israel. Dette har ført til en uafbrudt undertrykkelse af palæstinenserne helt op til vore dage. Mit formål med denne opgave er at beskrive baggrunden og virkningerne af opstanden i de besatte områder på Vestbredden og i Gazastriben - intifadaen - der startede i 1987. Derfor vil det være naturligt at give en kronologisk opsummering fra den dag i 1967 da israelerne blandt andet besatte Gaza og Vestbredden under 6-dages krigen og helt op til vore dage, hvor der stadig synes at være et godt stykke til reel fred mellem Israel og dets naboer. Da konflikten som sagt er af en yderst kompliceret karakter, vil min fremstilling af den uundgåeligt blive mangelfuld og overfladisk, men jeg har bestræbt mig på at være så saglig, som det nu kan lade sig gøre selvom, begrebet objektivitet ikke hersker i min terminologi.

Intifadaen - og den baggrund

Den 9. december 1987 blev startdatoen for den palæstinenske befolknings opstand mod deres besættere og den blev kaldt for Intifadaen - det arabiske ord for opstand. Den direkte årsag til denne årelang folkelige opstand skete da en gruppe palæstinensere på vej til arbejde udenfor Gazastriben, blev påkørt af en israelsk lastbil. Fire palæstinensere blev dræbt og seks såret. Palæstinenserne mente af denne ulykke var en overlagt handling og en direkte hævnaktion for drabet på en israeler den foregående dag. Reaktionen fra palæstinenserne kom øjeblikkeligt. Alle nedlagde arbejdet og gik på gaden i storstilede demonstrationer, der kulminerede da israelske soldater blev sat ind. De mødtes med sten og molotovcoctails, og soldaterne åbnede ild hvorved en 11-årig palæstinensisk dreng blev dræbt. De næste dage optrappedes sammenstødene med flere dræbte og sårede til følge. Intifadaen var startet.

Dette var en ren og skær spontan folkelig opstand, og for at finde ud af hvad der kunne få et bil-"uheld" til at få en hel befolkning til at gå i generalstrejke og kaste sten efter en kolossal overmagt i årevis, er man nødt til at se på hvad der var gået forud af begivenheder i denne lille, men utrolig urolige del af verden.

6-dageskrigen og følgerne

Om morgenen den 5. juni 1967 angreb Israel Egypten og Syrien i et storstilet luftangreb der resulterede i en hurtig og altomfattende sejr for Israel. Israels areal blev omtrent tredoblet med Sinaihalvøen og Gazastriben, der blev erobret fra Egypten, Golanhøjderne fra Syrien og Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan. 

Dette var et alvorligt slag i ansigtet for den palæstinensiske befolkning, da de havde regnet med arabernes støtte til at få tilbageerobret de landområder jøderne havde slået sig ned på, da staten Israel blev udråbt 14. maj 1948. I stedet sad Israelerne nu på nye og større områder, og tusindvis af palæstinensere måtte flygte. Den israelske militærmaskine havde vist sig meget stærk, og palæstinenserne følte sig svigtet af sine arabiske brødre. 

PLO oprettes

I 1964 blev Den palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO oprettet. Den var en paraplyorganisation for et stort sammenrend af palæstinensiske guerillagrupper, der foretog angreb ind over den israelske grænse. I starten havde PLO ikke den store bevågenhed, men 6-dages krigen blev et vendepunkt da befolkningen nu mente at deres eneste mulighed for igen at få et frit Palæstina var at samles i PLO og herfra i fællesskab bekæmpe Israel. Palæstinenserne mente ikke længere at man kunne regne med de andre araberes hjælp. 

I begyndelsen af 70èrne fik den store verden kendskab til det palæstinensiske folks problemer. Dog ikke i en videre positiv retning. PLO havde taget en ny taktik i brug - terror uden for landets grænser. Nogle fraktioner mente, at dette var måden at åbne verdens øjne for problemerne i Palæstina, og det kom da også til at holde stik. Verden fik kendskab til palæstinensernes sag gennem flykapringer og mord, men selvfølgelig ingen sympati. Senere måtte PLO dog også erkende at dette var en fejlslagen politik, og gik ind på en mere moderat og forhandlingsvenlig kurs. Det skabte en bedre erkendelse i verden - især den tredje - for det palæstinensiske folks problemer. Den vestlige verden skiftede også lige så langsomt holdning til tingene, dog "sjovt" nok først da araberne begyndte at bruge et andet og meget mere effektivt våben - olien. Oliekrisen, der fulgte i Yom Kippur, krigens(1) kølvand, var en langt mere effektiv sanktion end alverdens krige, da det gjorde ondt i vestens store gud - pengepungen. Holdningsskiftet var altså snarere et udtryk for behovet for stabile og billige olieleverancer end egentlig forståelse for palæstinensernes sag.

I 1976 afholdt israelerne borgmestervalg på vestbredden i et håb om at vise verdensopinionen, at PLO ikke havde den opbakning i befolkningen som man troede. Dette slog rent fejl da alle de valgte borgmestre åbenlyst støttede det, som Israel ikke betragtede som andet end en terrorristbande - PLO. Dermed var det nu soleklart at PLO repræsenterede den palæstinensiske befolknings behov og ønsker.

Højredrejning i Israel

1977 blev et vendepunkt for den politiske strategi i Israel. Det stærkt højreorienterede Likud parti, med den tidligere jødiske partisanleder, Menachem Begin i spidsen væltede Arbejderpartiet af pinden efter næsten 30 år ved magten. En mere rabiat og kompromisløs politik overfor de besatte områder tog nu sin start. Bosættelserne på Vestbredden der før havde været ulovlige, blev nu legaliseret hvilket førte til et boom i bosættelserne. Især militante og rabiate amerikanske jøder var at finde her(2). 

Camp David aftalerne

I 1978 underskrev Israel og Egypten en historisk fredsaftale i USA med præsident Jimmy Carter som fredsmægler. De såkaldte Camp David aftaler. Aftalerne omfattede 2 hoveddele. For det første skulle Israel trække sig helt ud af Sinai- halvøen. Den anden del omhandlede Gaza-striben og Vestbredden hvor der lagedes retningslinier for palæstinensisk selvstyre i løbet af 5 år, og et totalt stop for bosættelser. Tre år senere havde den sidste israelske soldat forladt Sinai. Begin modtog Nobels fredspris for det var jo ham der havde skaffet fred i mellemøsten. "En fredens mand". Men hvad med palæstinenserne? Det skulle vise sig at alle havde glemt den anden del af aftalen, og at den ikke var det papir værd den var skrevet på. Bosættelserne fortsatte med uformindsket styrke og endnu engang var palæstinenserne blevet forrådt.

PLO fordrives fra Libanon

"Fredens mand" følte at tiden var ved at løbe ud for ham og før han stillede træskoene var der lige en sag til han skulle have udrettet. Han ville have PLO's indflydelse i de besatte områder elimineret for at få opfyldt drømmen om et "Storisrael". Den eneste metode tid opnåelse af dette mål var en direkte udryddelse af PLO. Siden begyndelsen af 1970érne havde PLO's træningslejre og partisaner befundet sig i det sydlige Libanon hvorfra de kunne beskyde og angribe det nordlige Israel, og mønsteret var som regel at Israel efter et angreb gik over grænsen og foretog skånelsesløse gengældelsesaktioner.

Den 6. juni 1982 overskred israelske tropper den libanesiske grænse. Officielt var det kun en lynaktion der skulle rense Sydlibanon for PLO-"terrorister" i en 40 kilometer bred zone, og man forsikrede at den ville være overstået efter to til tre dage. I virkeligheden var formålet helt at knuse PLO, og da PLO's hovedkvarter lå i Beirut midt i Libanon fortsatte soldaterne ufortrødent videre mod byen. Soldaterne omringede byen, da et direkte angreb ville betyde for mange tab, og begyndte et massivt bombardement. Belejringen stod på i 67 dage med store civile tab til følge, og der kom en våbenhvile i stand der tillod PLO at forlade byen. Den 30. august 1982 blev PLO-ledelsen og 7000 PLO-soldater evakueret under FN-observation med retning mod Tunis flere tusinde kilometer fra palæstina. PLO var svækket, militærlejrene i det sydlige Libanon var tilintetgjort og de var nu ikke længere til stede i et land der grænsede op til fjenden Israel. 

Intern splittelse i PLO 

Dette blev begyndelsen til en stor nedgangsperiode for PLO og en tid med store indre spændinger. PLO havde ikke længere den nære kontakt med hvad der rørte sig i de besatte områder, og havde derfor svært ved at organisere palæstinensernes modstand. Desuden var en del af PLO-fraktionerne dybt utilfredse med at de havde forladt Libanon uden at have kæmpet til sidste mand. For dem var det den langsigtede væbnede konflikt og ikke forhandlinger der var vejen frem. Ethvert kompromis ansås som forræderi. Det kom så vidt at PLO-fraktioner i 1983 endte med væbnede stridigheder som dog stoppede, men PLO var stærkt svækket, og ledelsen kom til at få travlt med at holde sammen på organisationen. Desuden var verdens øjne ikke længere rettet mod palæstinensernes problemer, da en stor krig var brudt ud i mellemøsten mellem Iran og Irak. De arabiske lande havde nu nok at gøre med at forsøge at løse denne konflikt. Palæstinenserne kom i anden række. 

"Jernnævepolitikken"

I 1985 begyndte Israelerne at stramme grebet om de besatte områder, og en del nye beføjelser stod nu til militærets rådighed. Palæstinensere kunne landsforvises, man kunne fængsles op til tre måneder uden at komme for en domstol. Retspraksissen blev langt strengere, og lange fængselsstraffe blev normal kotume. Desuden begyndte israelerne at sprænge palæstinenserens huse i luften som straf for uroligheder. Meningen med denne jernnævepolitik var at få bugt med den stigende uro og utilfredshed, der herskede i de besatte områder. Men det slog mildest talt helt fejl, og var den egentlige årsag til at palæstinensernes hidtil mest omfattende modstand mod israelerne - Intifadaen, tog sin begyndelse i december 1987. 

 

Oprør fra neden 

Palæstinenserne havde efter 20 års israelsk undertrykkelse fået nok, og i hele december måned rasede kampe i gaderne, store generalstrejker lammede de besatte områder og butikkerne holdt lukket det meste af dagen i sympati. Det var fortrinsvist meget unge palæstinensere der deltog i gadekampene med sten og slynger, og det var noget helt nyt for de israelske soldater, der ikke var trænede i at forsvare sig mod sten. Deres træning bestod i at kæmpe mod bevæbnede partisaner og ikke mod unge drenge, og det førte til at mange unge blev dræbt af skarpe skud i de første uger af opstanden. 22 blev dræbt og over 200 sårede i løbet af den første måned af intifadaen. Den hårde kurs skulle vise sig virkningsløs da opstanden fortsatte med uformindsket styrke. Få dage efter udbruddet af intifadaen bragte en israelsk avis en øjenvidneskildring fra urolighederne på Gaza-striben der sætter brutaliteten i relief; Den unge mand forsøgte at undslippe, men så en soldat foran sig. Han holdt op med at løbe, da han stod ansigt til ansigt med soldaten. Så abnede han sin skjorte, stod over for soldaten med sin nøgne bruystkasse og sagde: Skyd! Soldaten rettede geværet mod ham på femten meters afstand - og skød (Nauntofte).

I foråret kunne tabstallene så gøres op til over 400 dræbte palæstinensere, 20.000 sårede, 20.000 fængslede, 50 landsforviste og 150 palæstinensiske huse sprunget i luften som hævn for modstand.

Selv de dræbte børn lod ikke til at have nogen virkning på palæstinensernes opstand, og israelerne så sig nødsaget til at tage andre våben i brug end det traditionelle skydevåben. Hæren bestilte derfor 10.000 trækøller, med hvilke de begyndte at tæve tilfangetagne oprørere så deres knogler brækkede, øjensynligt ud fra den idé at så kunne de unge palæstinensere ikke længere kaste med sten(Thornval & Nielsen). Dette fik for alvor verdens øjne op for den brutale måde hvorpå den israelske stat undertrykte et andet folk på. Den lod intet tilbage at ønske for mere utilslørede racistiske stater som Sydafrika. 

Islamisk Fundamentalisme

Noget andet mindre synligt for verden var den deportation der fandt sted af titusindvis af folk, hovedsageligt tilhørende yderligtgående grupper som Hamas og Islamisk Jihad. Intet synes dog at stoppe palæstinenserne selv hvor hårdhændet de end blev taget på af israelerne. Tværtimod blev ofrene gjort til helte og storstilede begravelser, der mest af alt havde karakter af demonstrationer, fandt sted når en var blevet dræbt. Ofrene blev betragtet som martyrer i kampen mod zionismen, hvilket opildnede andre til at fortsætte og optrappe kampen. Den islamiske fundamentalisme var også kommet til at spille en stadigt større rolle i palæstinensernes bevidsthed, især efter den religiøse vækkelse der var fejet hen over mellemøsten siden præstestyrets indtræden i Iran i 1979, hvor det islamiske begreb Jihad (hellig krig) havde fået en helt ny og politisk betydning. Dette var også en ny hæmsko for PLO´s leder Yassir Arafats mere pragmatiske forhandlingslinie, der gik ud på at opnå resultater her og nu, mens de ekstreme kræfter gik ind for en afvisningspolitik hvor der krævedes alt eller intet. 

Den israelske regering kunne nu se, at der måtte tages andre midler i brug for at knække opstanden end direkte konfrontation. De begyndte at isolere de enkelte byer og lejre ved at afskære vandforsyning, elektricitet og lægehjælp udefra. Der blev beordret udgangsforbud og huse blev ødelagt eller forseglet hvis beboerne havde været med i optøjer. Men heller ikke disse metoder fik palæstinenserne til at droppe deres modstand.

Forhandlingsvenlig Arafat

Intifadaen satte skub i PLO, der ellers havde været i en slags dødvande siden deportationen fra Libanon. Yassir Arafat begyndte en diplomatisk charmeoffensiv, hvor han talte palæstinenserens sag med forskellige statsoverhoveder og han holdt endda tale ved FN´s generalforsamling. Arafats tone var meget forsonlig, og PLO var nu villig til at anerkende staten Israel, men den højreorienterede Israelske regering nægtede fortsat at overhovedet tale med PLO, der jo efter deres mening kun var en bande af terrorister. Så de tre første år af Intifadaen førte ikke til noget på den diplomatiske front, og kampene bølgede frem og tilbage, men den vestlige verden havde fået sympati for palæstinenserne, der tilsyneladende ikke var de barbariske terrorister man hidtil havde troet. Desuden følte det palæstinensiske folk nu en virkeligt ægte sammenhørighed med hinanden i deres fælles kamp mod Israel. 

Golfkrigen

I 1990 trængte irakiske tropper ind i den lille oliestat Kuwait, hvilket startede en heftig krig med USA. De fleste lande i FN fordømte Saddam Husseins handling og krævede at han trak sig ud af landet. Hussein erklærede hertil, at han ikke forlod landet hvis ikke Israel trak sig ud af de besatte områder. Det gjorde ham til en meget populær person i palæstinensernes bevidsthed, der så ham som en slags frelser, der endelig turde tage kampen op mod den vestlige verdens imperialisme, som de anså Israel være en del af. Golfkrigen sluttede i foråret 1991 med at Hussein blev smidt ud af Kuwait, USAs præsident erklærede at nu skulle der skabes en ny verdensorden i mellemøsten. Derfor var det klart at palæstinaproblemet skulle have en central plads i skabelsen af fred. Husseins bombardement af Israel havde vist at der aldrig vil komme en varig fred i mellemøsten, så længe der ikke sker noget radikalt med de besatte områder. 

 

Fredsforhandlinger starter 

Herefter trådte en fredskonference sammen i Madrid under ledelse af USAs udenrigsminister James Baker. Den hindring for forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne var, at de ganske simpelt ikke ville sidde ved bord sammen, så de første forhandlinger kom til at foregå med mellemmænd. Der kom ikke meget ud til offentligheden om disse forhandlinger. Drøftelserne fortsatte op gennem 91 uden man kunne spore den store optimisme, men i 1992 skete der noget der virkeligt satte skub i fredsprocessen. Der var valg i Israel og den træge højrefløjsregering der var meget lidt tilbøjelig til at gå på kompromis blev skiftet ud med en venstrefløjsregering og Yitzhak Rabin fra arbejderpartiet blev premierminister. Den israelske befolkning havde fået nok af de evige problemer og stridigheder i de besatte områder og især Gaza hvor der bor 750.000 indbyggere på et område mindre end Falster, hvilket vil sige en befolkningstæthed der nærmer sig Hong Kongs!!! De valgte nu en regering der lovede fred indenfor et år. Det der egentlig fik PLO og den israelske regering til at gå i direkte forhandlinger med hinanden, var en uofficiel forhandlergruppe der holdt møder i Oslo. De kunne lettere forhandle da de ikke var bundet af et politisk mandat som Arafat og Rabin. De nåede frem til en aftale begge parter kunne anerkende: PLO skulle standse alle terrorhandlinger, anerkende Israels eksistensberettigelse og samarbejde med dem. Israel skulle rømme Gaza og egnen omkring Jeriko tre måneder efter aftalens ikrafttræden, hvor palæstinenserne skulle have selvstyre med Arafat som leder. Disse private forslag dannede grundlaget for at Israel anerkendte PLO og vice versa, og en princip-aftale mellem Rabin og Arafat den 13. september 1993. 

Men en masse spørgsmål er endnu ikke afklarede. Hvad med de israelske bosættere, skulle Golan afstås til Syrien, og hvad med Øst-Jerusalem osv. osv. 

"Selvstyre" med store problemer

I juli 1994 holdt Arafat sit indtog i Gaza, der nu var rømmet for israelske soldater, og oprettede en selvstyreregering. Fra at være revolutionsformand var Arafat nu præsident i sit eget land, og en masse uafklarede og næsten håbløse opgaver står for døren. Det alvorligste problem må nok siges at være den udbredte fundamentalisme blandt palæstinenserne, som er organiserede i Hamas, Hizbolla og Islamisk Jihad, der er støttet af præstestyret i Iran. De ønsker at forpurre forhandlingerne med Israel med terrorangreb især i form af selvmordsaktioner. Selvmordsaktioner har i det første år med palæstinensisk selvstyre kostet flere israelske liv end alle de foregående års besættelse af Gaza. Hamas lederen Emad Fallojie udtaler at hvis Israel rømmer hele Vest-bredden, hele Øst-Jerusalem og opgive alle bosættelser vil de tilbyde våbenhvile - men ikke fred!(Politiken 1. maj 1995). Han ser kun Gaza-striben som et stort palæstinensisk fængsel, og det er da også stærkt indhegnet hele vejen rundt. Yassir Arafat er i han øjne kun israels håndlanger og har kun hån til overs for ham. Arafat har som modforholdsregel hyret 18.000 mænd til sit politi, påbudt alle at aflevere deres våben og oprettet en hemmelig sikkerhedsdomstol til at tage sig af kræfter der truer PLOs aftale med Israel(3). På Vestbredden er der endnu ikke selvstyre. Dog har den palæstinensiske administration overtaget myndigheden med en række civile områder som skoler, sundhed, socialforsorg og beskatning. Israelerne har stadig den militære magt, men skal ifølge aftalen være ude om fem år, hvorefter der skal oprettes en egentlig palæstinensisk stat i alle de førhen besatte områder.

Konklusion

At et land som Israel der er halv gange så stort som Danmark har kunnet lave så meget ravage i verdenshistorien, er i sig selv lidt af en præstation. Samtidig med at en jødisk befolkning har skullet bruge kræfterne på at føre krige, opdyrke et ufrugtbart land og bygge nye storbyer , har de også formået at kunne tage sig tid til at undertrykke en hel befolkning i bedste ny-kolonialistiske stil. En befolkning der havde været der i årtusinde i forvejen men som måske nok ikke følte sig som et folk i den gængse forstand, da de bestod af stammer og var nomader. For mig at se har der ikke været nogen forskel overhovedet i den måde de sorte sydafrikanere blev behandlet på og så den måde hvorpå israelerne undertrykte palæstinenserne, og jeg mener ligesom FN-resulotionen fra 1974 at Zionismen er en utilsløret form for racisme og racediskrimination. 

Langt de fleste af de ca. 6 millioner palæstinensere lever som flygtninge, og en ny generation er vokset op som ikke har kendt andet, end en fjendtlig statsmagts undertrykkelse og et liv i usle og overbefolkede flygtningelejre. De har indset, at hvis de ikke skal leve hele deres liv under sådanne kummerlige forhold må der gøres noget. Derfor så man for det meste kun unge og endog børn gå i forreste trop mod en vældig overmagt der ikke tøvede med at skyde for at dræbe. 

At palæstinenserne trods Israels despoti ikke bukkede under og hensygnede i apati ser jeg som en uomgængelig følge af menneskets selvopholdelsesdrift, der når det drives helt ud til kanten vil forsvare sig med alle til rådighed stående midler. 

Nu har palæstinenserne fået et såkaldt selvstyre, i hvert fald i Gaza, men med en befolkning på 750.000 på 350 km2 og en stor opbakning til de uforsonlige fundamentalistkredse står Arafat og hans folk overfor et næsten uløseligt problem i fremtiden. Dertil kommer at israelerne ikke har forladt Vestbredden endnu og at de omkring 10.000 jødiske bosættere, der i overvejende grad er yderst højreorienterede, sandsynligvis vil kæmpe en indædt kamp for at blive. Situationen er stadig meget uholdbar, men mon ikke Arafats moderate kurs sejrer i sidste ende. Nu har han holdt sig på tronen som PLOs absolutte leder siden 1969, og det må betyde at hans bagland er i orden. Grunden til den store omtale af Hamas tror jeg ikke er på grund af deres størrelse, men på grund af de vestlige mediers evige svælgen i blod og vold


 

Noter:

    I 1973 blev israelerne bogstaveligt talt taget på sengen, da Egypten og Syrien angreb dem på deres største helligdag. I starten var Israel hårdt presset men grundet vestlig våbenassistance trængtes araberne tilbage. Dette blev starten på den store oliekrise.

    2En særlig militant gruppe hed "Gush Emunim" (de troendes gruppe). De kalder ikke vestbredden for vestbredden men for de gamle bibelske navne, Judæa og Samaria, som de mener er befriet og ikke besat. De vil med vold smide palæstinenserne ud.

    3Amnesty International har for nyligt kraftigt fordømt Arafats sikkerheds domstol. menneskerettigheds advokaten Raji Sourani udtaler; Det er grotesk, at PLO i dag arbejder efter de samme undtagelsesregler, som Israel i sin tid overtog fra de britiske myndigheder i 1948. I dag følger PLO åbenbart med.

 

Litteratur

 

Israel

Jens nauntofte

Munksgård 1989

 

Palæstina problemet - fra krig mod fred

Johan Bender

Gyldendal 1994

 

Besættelse og intifada

Mette Thornval og Morten Duelund Nielsen

Gyldendal 1991

 

Diverse artikler fra dagspressen

Blandt andet en artikel med interview med hamas leder i Politiken;

Manden der lever af andres frygt(1. maj 1995)



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Lidelsens filosofi - Schopenhauer og Buddha