![]() |
| Fasces - det gamle romerske symbol der gav navn til fascismen |
FASCISMEN
- EN UNDERSØGELSE AF DET FASCISTISKE REGIMES KENDETEGN
I MELLEMKRIGSTIDENS EUROPA.
Michael Højgaard Strand
Institut for Historie
Københavns Universitet
Maj 1997
INDHOLDSFORTEGNELSE
INTRODUKTION/INDLEDNING/PROBLEMFORMULERING
HISTORIOGRAFI
DEN ITALIENSKE FASCISMES VEJ TIL MAGTEN
DEN FASCISTISKE STAT
FASCISMEN - KAPITALISME
DET FASCISTISKE SÆRPRÆG
SAMMENFATNING
NOTER
ANVENDT LITTERATUR
INTRODUKTION/INDLEDNING/PROBLEMFORMULERING
Mellemkrigstiden er blevet kaldt diktaturets tidsalder og fascismen epoke. I denne periode hærgedes Europa af højre-ekstremistiske og anti-demokratiske kræfter der søgte, og var på nippet til at opnå den totale magt over Europa. Verdenskrigen faldt ud til fordel for de såkaldte vestlig demokratier: England, Frankrig, Italien og USA der såvel militært som moralsk havde undertvunget de udemokratiske kejserriger Tyskland, Østrig-Ungarn samt Det osmaniske Rige. De mægtige kejserrigers systemer inklusive Ruslands, brød definitivt sammen, og demokratiet fremstod umiddelbart som den sejrrige og overlegne styreform. Alligevel kom demokratierne forholdsvis hurtigt på gyngende grund og allerede i 1920 begyndte demokratierne i Europa at bukke under for højreorienterede og autoritære styreformer.(1 ). De mest magtfulde og forråede regimer opstod som bekendt i Italien og Tyskland båret af ideologierne fascismen og nationalsocialismen/nazismen. Disse såkaldte ideologier havde alene ansvaret for udbruddet af 2. verdenskrig og stod for den mest sataniske og modbydeligste epoke i vores blodsbesudlede europæiske historie, og det siger ikke så lidt endda.
HISTORIOGRAFI
I det følgende forsøges essensen i den fascistiske ideologi at indkredses med Italien som eksempel og de eventuelle forskelligheder der måtte være den italienske fascisme og tyske nationalsocialisme imellem. Til grund for dette lille studie er brugt indledningen til Karl Christian Lammers bog "Fascination og forbrydelse - Den nazistiske tid 1919-1945" side 9-15 foruden bogen "Magt og masser" der er redigeret og delvist skrevet af Lammers. "Magt og masser" indeholder tre artikler der oprindeligt blev fremlagt som oplæg på et fascismeseminar i Århus i 1983 af 4 historieforskere på 3 af landets universiteter. Artiklerne redegører for fascismens udvikling i de tre lande hvor den (efter forfatternes mening) stod stærkest i mellemkrigstiden. Nemlig Italien, Tyskland og Østrig. Det kan undre nogle at Francos Spanien ikke her er nævnt i det fornemme selskab, men Lammers er af den faste overbevisning at regimet i Spanien efter borgerkrigen 1936-39 ikke var et decideret fascistisk styre, men snarere et godt gammeldags militærdiktatur. Dette kontroversielle spørgsmål vil blive belyst og forhåbentlig stå klarere senere, men først må den fascistiske ideologi og historie defineres og forklares.
DEN ITALIENSKE FASCISMES VEJ TIL MAGTEN
Fascismen har sin oprindelse i Italien, og ordet er udledt af det gamle romerske symbol for magt og myndighed - faces - et ris- knippe af tynde stokke med en økse i midten. Den italienske fascistbevægelse tog dette symbol til sig med det gamle Romerske imperiums storhedstid i bagtankerne som det store forbilledlige og romantiske ideal. Den første fascistgruppe blev dannet den 23. marts 1919 og fik sit gennembrud i efteråret 1920 i landbrugsområderne på Po-sletten, hvorfra den spredte sig til Nord- og Mellemitalien i løbet af 1921-22. Den italienske fascisme var en reaktion på den voldsomme vækst og succes for arbejderbevægelsen og de faglige organisationer der skete i disse år, og midlet var systematisk voldelig bekæmpelse af arbejdernes tiltag. Fascisterne organiserede sig i kampgrupper der udførte terroraktioner, som de betegnede som straffeekspeditioner ("spedizioni punitive), mod landarbejdere der organiserede sig. Denne fascistiske terror var klart i de herskende klassers interesse og blev således støttet økonomisk og moralsk af godsejerne og borgerskabet.
I takt med voldsanvendelsen voksede fascismen til en mægtig massebevægelse der fortrinsvis fandt støtte i småborgerskabet og hos mellemlagene, hvis eksistens og levestandard var truet af den socialistiske offensiv i årene 1919-20, samt deres utilfredshed med de skiftende liberale regeringers manglende resultater og en generel mistillid til det demokratiske system. Allerede på dette tidspunkt var det nærmest reglen at italienske regeringer var noget der udskiftedes hurtigere end en hest kunne løbe. I årene 1919-22 havde landet intet mindre en 6 skiftende regeringer.
I 1922 overtog den tidligere socialist, men nu fascist Benito Mussolini ledelsen af en koalitionsregering (2. ). Hermed havde fascisterne dog ikke endnu magten i deres hånd, men man havde nu en platform, hvorfra man kunne operere og dreje udviklingen i autoritær og fascistisk retning. I første omgang lod man politiske modstandere og fagforeninger i fred. På overfladen i det mindste, for selvbestaltede fascistiske aktions-grupper fortsatte terroren, men officielt var det ikke regeringens politik.
Mussolini der egentlig tilhørte den moderate fløj, hvis man med nogen mening kan tale om en sådan indenfor fascismen, måtte efter nogle hårde magtkampe i den fascistiske bevægelse føje den ekstreme fløjs voldelige ligepå-og-hårdt politik, da kontrollen med de individuelle terrorgrupper var løbet dem af hånde og faktisk truede regeringen eksistens.
Den 3. januar 1925 holdt Mussolini den afgørende tale, hvori han 100% solidariserede sig med den ekstreme fascisme, og de følgende dage iværksattes foranstaltninger for gennemførelsen af et rent fascistisk styre. Parlamentet blev sendt hjem, pressefriheden blev betydeligt indskrænket og der blev givet grønt lys til forfølgelse af politiske modstandere, fortrinsvis hovedfjenderne socialister og kommunister.
DEN FASCISTISKE STAT
I årene 1925-32 opbyggedes det fascistiske statsapparat der kan inddeles i tre planer: et politisk-konstitutionelt, et arbejdsmarkedsorganisatorisk og et repressivt plan.
På det politiske område mistede parlamentet stort set sin betydning, da Mussolini ikke længere stod til ansvar overfor dem. Samtidig skulle alle dagsordener godkendes af ham og i realiteten regerede han nu enevældigt. (3 ).
På det arbejdsmarkedspolitiske område blev strejker og lockouter som en selvfølge forbudt, og den eneste fagforening der var tilladt, var den fascistiske. Ved dekreter og love blev professioner som advokater, journalister og statsfunktionærer underkastet strenge restriktioner, samt indførsel af hårde straffe for forsøg på at gendanne og propagandere for forbudte partier og organisationer.
Den fascistiske stat havde nu fundet sit faste ståsted under den ubestridte leder Benito Mussolini, og som Olesen og Sørensen konkluderer "(var) historien om kodificeringen af den fascistiske stat () altså samtidig historien om neutraliseringen af enhver autonom, politisk aktivitet i det fascistiske parti." (4 ). Det fascistiske regime i Italien udformede sig efter et ret traditionelt autoritært mønster, og ikke som de intellektuelle fascisters visioner om den stærke stat opbygget omkring på den ene side massernes deltagelse og den anden et elitært hierarki. (5 ).
Nogle forskere har ment at det i stedet for fascisme ville være mere rimeligt at tale om "Mussolinisme" i 30'ernes Italien da magten blev forskudt fra partiet til staten (læs: Mussolini), og at partiet snarere var et passivt parade og propagandaredskab for Mussolinidyrkelsen, men at fascistpartiet mistede den politiske magt betød ikke at det mistede sin betydning for mobiliseringen og fascistificeringen i landet. Som opdragelsesinstrument og propagandamaskine var det yderst effektivt hvilket er et af de markante kendetegn for fascismen. I 1940 var det italienske fascistparti en imponerende masseorganisation med 3,6 mill. medlemmer. (6 ). Fascismen stod således for den paradoksale blanding af undertrykkelse og masseinddragelse, hvor man inddrog befolkningen i det politiske liv, men absolut ikke i den politiske beslutningsproces. Man ville skabe et nyt Italien og en ny italiener ud fra devisen "tro, adlyd, kæmp", "det anonymiserede massesamfunds mennesketype" som Olesen og Sørensen formulerer det (7 ).
FASCISMEN - KAPITALISME
I det foregående har jeg beskrevet udviklingen af den fascistiske stat i Italien, som forskerne betegner som en forholdsvis traditionel udgave af et autoritært styre, dog med de unikke karakteristika der gør at man med rimelighed kan betegne styret som fascistisk.
De fascistiske regimer blev altid udviklet i kapitalistiske samfund og den kapitalistiske produktionsform og økonomi ændredes ikke radikalt, hvorfor det rimeligvis kan konkluderes at den fascistiske stat var en form for eller videreudvikling af den borgerlige stat, en borgerlig styre- og regimeform. Det vil sige, at de var styreformer under kapitalismen.
"Dermed kunne de (fascistiske stater) siges på det mest almene plan at være udtryk for den borgerlige stat og dens funktioner, deres klassekarakter var borgerlig. (8 ).
De fascistiske bevægelser både i Tyskland og Italien yndede at kalde sig for revolutionære bevægelser, der stod for en ny og ungdommelig politik. I fascismens selvforståelse var det et klasseløst massestyre der "ideologisk, socialt og politisk integrerede masserne henover klasseskel" (9 ). Men en revolutionær bevægelse i den forstand at det økonomiske systemet rystedes i sin grundvold og gennemgik radikale forandringer, kan man ikke tale om. Kernen i den økonomiske politik forblev hvad den havde været før fascisternes magtovertagelse, ja kapitalismen videreudvikledes snarere.
DET FASCISTISKE SÆRPRÆG
Når dette er slået fast må afvigelserne fra eksempelvis det borgerligt parlamentariske demokrati også belyses. Det "fascistiske minimum" som Lammers bruger som betegnelse for den mindste fællesnævner de fascistiske bevægelser havde, og hvad der adskiller dem fra for eksempel autoritære regimer eller diktaturer.
Fascismen var en bevidst og erklæret revolte mod demokratiet og dets institutioner. Specielt arbejderbevægelsen og venstrefløjen stod højt på fascisternes hadelister, og målet blev opnået gennem systematisk vold og terror. Det fascistiske regime var vendt politisk imod arbejderbevægelsen og adskiller sig herved fra det autoritære styre, mener Lammers. Regimet var ikke underlagt retslige såvel som moralske normer, og forfatningsmæssigt var det et styre i "permanent undtagelsestilstand" ,der uden restriktioner af nogen art kunne udøve vilkårlig terror og undertrykkelse overfor regimet fjender. Regimets redskab i eliminering af dets fjender var den fascistiske bevægelse, der uden at være en del af staten tog del i magtudøvelsen og på ukontrolleret vis spredte vold og terror i samfundet.
En vigtig, og nok også den mest kontroversielle, pointe Lammers præsenterer er påstanden om at der kun har eksisteret fascistiske regimer i to stater i mellemkrigstiden, nemlig Tyskland og Italien, og for eksempel ikke i Spanien eller Østrig. Denne konklusion når Lammers frem til via den særlig måde hvorpå han definerer fascistiske regimer. Det essentielt fascistiske lå i de politiske massebevægelser, der voksede frem i disse år og siden kom til magten i Tyskland og Italien. Det var de fascistiske bevægelser der gav regimet de særlige karaktertræk og konsekvensen må være at "uden en fascistisk bevægelse ved eller med i magten kan der i stringent forstand ikke tales om et fascistisk regime" (10 ) og det vil sige at der ud fra denne definition, kun eksisterede fascistiske stater i Tyskland og Italien og at eksempelvis Spanien ikke kan betegnes som et sådant da Falangen, det spanske fascistparti, ikke havde nogen fremtrædende ideologisk eller magtudøvende plads under Francos styre. Da specielt dette styre i arbejderbevægelsens forståelse og antifascistiske kamp uden tøven altid er blevet betegnet som fascistisk, har Lammers her et problem, hvilket han da også erkender, og han overvejer at introducere et nyt begreb: "militær-fascisme" der skulle dække over de lande hvor militæret overtog den fascistiske bevægelses plads i magtudøvelsen. (11 )
Lammers "af-fascistificering" af Francos Spanien skurer selvsagt slemt i alle anti-fascisters ører, inklusive undertegnedes, men egentlig kan det være et fedt: militærfascisme, ordinær fascisme, nynazisme, kald hvad det skal være. I sidste ende går det ud på det samme. Undertrykkelse, terror, vold. Lammers har dog ret i at fascismen i Spanien ikke var en massebevægelse, og at det var helt andre udenrigspolitiske faktorer der spillede ind ved Francos overtagelse af magten i 1939, men ikke desto mindre var Falangen (Falange espanola) det eneste tilladte parti i Spanien i knap 40 år.
Der er i nærværende fremstilling taget udgangspunkt i den italienske fascisme, for at fremstille det Lammers kalder et traditionelt fascistisk regime, men egentlig havde den tyske fascisme (1933-1945) større verdenshistorisk og mere vidtrækkende betydning i datidens verden. Den tyske variant af fascismen - nationalsocialismen - fremstod i flere henseender som en mere rendyrket fascisme end den italienske, der var mere nationalimperialistisk, i modsætning til den tyske der var direkte racistisk og antisemitisk. Dette synes at være den største forskel på de to fascistiske systemer. Et fascistisk regime er altså ikke nødvendigvis racistisk, ideologisk set. Det fascistiske aspekt lå nærmere i måden at herske på, med massernes tilslutning i ryggen og det totalitære islæt regimerne havde.(12 )
SAMMENFATNING
Selvom man ikke med rimelighed kan tale om en fascistisk statstype, er det dog muligt som før nævnt, at opsætte følgende "fascistiske minimum", det særligt fascistiske:
- En fascistiske/nazistisk bevægelse var kommet til eller var en del af magten, og bevægelsens politikudøvelse (systematisk, vilkårlig brug af ubegrænset vold og terror) blev statslig og legitimeret.
- Fascismen var en erklæret modstander af parlamentarisk demokrati.
- Staten var frigjort fra politiske, retslige og moralske bindinger.
- Retstilstanden var en permanent undtagelsestilstand hvor de borgerlige rettigheder var sat ud af kraft.
- Den politiske pluralisme var sat ud af kraft og andre politiske partier end det fascistiske var forbudte.
- Det fascistiske magtapparat var i stand til at aktivere masserne omkring føreren og kan i den forstand kaldes et massestyre, selvom masserne reelt aldrig fik overdraget nogen magt og aldrig kom til deres ret.
På mange punkter udviste det tyske og italienske regime dog afgørende forskelle, og man kan anvende begrebet normalfascisme om Italien, og radikalfascisme om Tyskland, der ideologisk set var yderst radikalt m.h.t. race- og ekspansionspolitikken samtidig med at den revolutionerede staten og dens politik.
Det mest skræmmende når det drejer sig om fascismen er vel at det lykkedes en direkte anti-demokratisk og menneskefjendsk ideologi at samle det store flertal af folket omkring sig og sende verden ud i en krise af katastrofalt omfang og med ubeskrivelige lidelser for menneskeheden til følge. At det kan ske igen er der vist ingen tvivl om. Svinehunden ligger latent og lige under overfladen hos ikke så få mennesker i dagens Danmark. Når den stikker hovedet frem igen er det selvfølgelig ikke i den erklærede fascismes navn (de få tosser i Greve er ikke nogen reel trussel), men eksempelvis som perfide og populiserede kampagner i landsdækkende dagblade eller den utålelig kulturchauvinisme der ligger som en tung og kvælende dyne over vores europæiske kultur.
NOTER:
. Ungarn (1920), Italien (1922/25), Bulgarien (1923), Spanien (1923 og igen 1936/39), Tyrkiet (1923), Albanien (1925), Polen (1926), Portugal (1926), Litauen (1926), Jugoslavien (1929), Rumænien (1930), Tyskland (1932/33), Østrig (1933), Estland (1934), Letland (1934), og Grækenland (1936). (Lammers: magt og masser, side 10).
2. Olesen og Sørensen: Magt og masser, side 29-30.
3. Ibid side 41.
4. Ibid side 43.
5. Et statsideal der for mig at se ligger meget tæt på Lenins bare med modsat fortegn:"Proletariatet har brug for statsmagten, en centraliseret organisation af magten den organiserede tvang, både til at undertrykke udbytternes modstand og til at lede befolkningens uhyre masser." (V.I.Lenin: Udvalgte værker, bind 9.
Staten og revolutionen. Forlaget Tiden 1976, side 32.
6. Olesen og Sørensen: Magt og masser, side 50.
7. Ibid. side 60
8. Lammers: magt og masser, side 135-36.
9. Ibid. side 138.
10. Ibid. side 74.
11. Ibid. side 141, note 1.
12. Lammers: Fascination og forbrydelse, side 12-13.
ANVENDT LITTERATUR:
Lammers, Karl Christian: Fascination og forbrydelse, København 1994, s. 9 - 15.
Lammers, Karl Christian (red.): Magt og masser. København 1985. Akademisk Forlag.

Kommentarer
Send en kommentar